Forside

Standardbeskrivelse

SKOVLY er et socialpædagogisk opholdssted, som er oprettet i 1985.
Der er plads til 6 børn i alderen 7 -18 år.


— Hent STANDARDBESKRIVELSEN som PDF, klar til at printe ud —


Opholdsstedets information:

SKOVLY 

NØRRESKOVVEJ 3

8680 RY

Tlf.: 86898444

Mobil: 51284483


SKOVLY er beliggende i Skanderborg Kommune.


E-mail: kontakt@skovlyry.dk

Hjemmeside: www.skovlyry.dk

 


Organisationsform

Skovly er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1985 af en gruppe pædagoger og lærere, der ønskede at lave en mindre og mere familielignende institutionsform, som et alternativ til de større anbringelsesteder.  Formålet med fonden er at yde praktisk og pædagogisk støtte til socialt belastede børn og unge. 

 


Bestyrelsen

Medlemmerne i bestyrelsen er:

  • Formand: Alma Andersen, viceskoleinspektør på Mølleskolen i Ry. 
  • Niels Gade. Uddannet Psykolog. Leder af PPR i Skanderborg i en årrække. 
  • Ib Rønn. Uddannet Socialpædagog. Har arbejdet med tilsyn i århus Amt og er nu Selvstændig Konsulent.
  • To repræsentanter udpeget for medarbejderne.

 


Ledelse

Den daglige ledelse varetages af leder Jytte Mathisen. Som er uddannet pædagog, kunstterapeut og uddanet  i pædagogisk massage.  I tillæg har hun  en etårig Diplom uddannelse i ledelse fra JCVU. 

Souschef: Jens Overgård. Pædagog med 10 års erfarring og med kurser indenfor tillidsmandssystemet.
Vi arbejder med uddelegering af ansvarsområder med defineret beslutningskompetence, heraf faste kontakter til bestyrelsen, amt, skolemyndigheder, anbringende kommuner, familier mv.

 


Tilsyn

Tilsyn Region Midt er den godkendende og tilsynsførende myndighed.

Skovly er regodkendt i maj 2014 efter den nye kvalitetsmodel.

 


Målgruppe

Antal godkendte pladser: 6  
Skovlys målgruppe er børn i alderen 7-18 år med psykiske, sociale, adfærdsmæssige og eller indlæringsmæssige problemer.

Omsorgssvigtede børn.

Børn med tab og traumer.

Børn med tilknytning og kontaktforstyrrelser, uden voldsom udadreagerende impulsadfærd.

Børn med personlighedsforstyrrelser, der kan indebære kontakt med det psykiatriske system.

 Børn med sentudviklede træk.

Børn med autisme spektrum forstyrrelser.


Indenfor målgruppeinddelingen på LOS hjemmeside rummes Skovlys målgruppe indenfor kategorierne 1, 2a, 3, 4a og 7.

 


Visitation

Når Skovly har en ledig plads kontakter vi relevante sagsbehandlere og den tilsynsførende fra Skanderborg kommune. Ligeledes retter vi henvendelse til LOS, som videre giver informationen til deres hjemmeside.


Skovly har en informationsfolder som kan rekvireres ved forespørgsel. Vi har endvidere vores folder liggende hos relevante samarbejdsparter, her tænkes på sagsbehandlere m.m.
Skovly har et visitationsudvalg bestående af leder Jytte Mathisen og en medarbejder. Deres opgave er at gennemlæse alle tilsendte sagsakter. Herefter sker der en udvælgelse at et eller flere børn i forhold til den aktuelle børnegruppe og Skovlys overordnede målgruppe. De udvalgte sagsakter gennemlæses herefter af det samlede personale.Vi rekvirerer samtlige beskrivelser der findes om det enkelte barn. Her tænkes på:


  • Statusbeskrivelser.
  • Skoleudtalelser.
  • Psykolograpporter.
  • Handleplaner.
  • Beskrivelse af familiens baggrund, og nuværende situation.
  • Mundtlige udtalelser af personer der er tæt på barnet.

 

Skovlys tilknyttede psykolog gennemlæser ligeledes sagsakterne, hvis tiden er til det. Der indkaldes herefter til møde med den konkrete Kommunes anbringelseskonsulent og sagsbehandler og personalet på Skovly.

Herefter drøftes barnets problemfelter og udviklingspotentiale  på et personalemøde med Skovlys tilknyttede psykolog.

 

Der indkaldes til møde med sagsbehandleren og familien hvor så mange medarbejdere som muligt deltager. Skovly fortæller om Skovly og om vores behandlingsarbejde og pædagogiske metoder.  Forældrene får herefter mulighed for at bruge et par dage på at beslutte om de ønsker deres barn placeret på Skovly.  I samme periode beslutter Skovly om barnet kan placeres på Skovly.


Når både kommune,forældre og Skovly er blevet enige om en indskrivning på Skovly,  inviteres barnet/ den unge på besøg.  

Kontaktpædagogen tager herefter på hjemmebesøg hvor den nærmere indflytning planlægges.

 


MEDARBEJDERGRUPPEN


Leder: Jytte Mathisen

Uddannet Socialpædagog. Efteruddannelse i massage og kunstterapi.

Diplomuddannelse i Ledelse fra JCVU.


Skovly er godkendt til 7,5 medarbejdere.  


Alle ansatte på Skovly har  en pædagogisk uddannelse.


 


Fysiske rammer

Skovly ligger  tæt ved Himmelbjerget, 6 km. fra Ry og 14 km. fra Silkeborg.
Vore fysiske rammer er et tidligere motel med 6 enkeltværelser, alle forskellige og individuelt udstyrede. Tre fællesstuer og 1 spillerum + værksted. Skovly har  4000 kvadratmeter grund med Himmelbjergskoven i baghaven.
Desuden bor vi lige op til et større skovområde, som vi benytter meget i  fritiden. Vi har Mountainbikes, kanoer og kajakker og bruger naturen meget.
Rutebilen mellem Silkeborg og Skanderborg kører tæt forbi huset, og der er fine togforbindelser fra Ry. Selv råder vi over en minibus

 


Skovlys pædagogiske fundament

Vi arbejder udfra den systemiske tankegang og med metoder, som anerkendelse, spejling og eksternalisering. 

Skovlys målsætning er at give børnene så optimale rammer for deres liv, at de kan udvikle sig positivt, få større selvværd og dermed kan komme til at fungere bedre med sig selv og deres omgivelser.  Skovly inddrager barnet i dets egen udvikling gennem åbenhed og anerkendende samtaler. For at kunne motivere børnene til at ville indgå i sådanne samtaler, er det væsentligt, at relationen mellem barnet og den voksne er præget af gensidig tillid og respekt.

Arbejdet tager udgangspunkt i den halvårlige udviklings- og behandlingsplan, som udfærdiges ud fra vores observationer i dagligdagen og ved hjælp af supervision.  Udviklingsplanen reguleres og justeres løbende på de ugentlige medarbejdermøder.


Vi vægter et godt og tydeligt samarbejde med børnenes forældre eller plejefamilie.

Vi tænker helhedsorienteret omkring barnet og vægter derfor at inddrage alle voksne med tilknytning til barnet. Vi arbejder med at vedligeholde og udvikle børnenes eksisterende relationer og med at give dem mulighed for at skabe nye venskaber.


Vi tilbyder familiesamtaler og familiebehandling under barnets ophold på Skovly.


Skovly har en meget stabil voksengruppe  som er engageret i børnenes daglige udvikling.  Den daglige atmosfære og  regelmæssige struktur giver barnet  overskuelighed, tryghed og ro.  



PÆDAGOGISKE METODER


Livshistorie: 


Hvert enkelt barn fremstiller sin egen livshistoriebog sammen med kontaktpædagogen på Skovly. 


Alle børn har hver deres fortælling med sig om hvordan deres liv har formet dem, historier om dem selv og om deres relationer til forældre og venner. Børnenes historier rummer deres liv på godt og ondt. Skovly tager børnenes udsagn og egen oplevelse af det der er sket og sker i dres liv alvorligt. Livshistoriebogen skal være en hjælp for børnene til at huske og forstå deres fortid og nutid. 


Alle pædagogger har gennemgået et læringsforløb i udfærdigelse af livshistorier.


Massage:


Der er to pædagoger som er uddannet i pædagogisk massage.


Massagen bruges med henblik på at skabe ro, nærvær og fysisk afbalancering i det enkelte barns krop. Desuden stimuleres barnets følesans. Følesansen er en af de fundamentale sanser, hvis stimulation er en forudsætning for at de andre sanser kan spille sammen. Sanseintegration øger evnen til at kunne modtage, organisere og bearbejde stimuli, både internt fra vores krop og udefra gennem øjne, ører, næse og mund. En velfungerende sanseintegration er en af forudsætningerne for frigivelse af hjernekapacitet til bearbejdning af komplekse færdigheder som f.eks. at læse, skrive og regne.


Den form for massage som Skovly praktiserer som et pædagogisk redskab er en helhedsmassage, en berøring som omfatter krop, følelser og tanker. barnet som en helhed.


Tegneterapi:


Der er to pædagoger som er uddannet kunstterapeuter på Skovly.


Vi har en positiv erfarring med at bruge kreative tilgange som en åbnende kontakt. Netop fordi vores børn har specifikke udviklingsforstyrelser og forskellige vanskeligheder med at sætte ord på oplevelser, følelser og tanker.


Et kreativt udtryk som at male, tegne og arbejde med ler kan skabe kontakt til noget nyt og vigtigt. det at kunne udtrykke sig i en proces uden ord kan være et redskab til at kunne synliggøre drømme, glæder, sorger og problematikker.


At tale om et billede, en lerfigur er konkret og ufarligt, men kan resultere i en bearbejdelse af en problematik - en glæde - en følelsesmæssig fastlåsning - som barnet og den voksne ellers ikke ville have været i stand til at tale om, og derved få bearbejdet.



Fysiske rammer

For at give barnet glæde ved at opholde sig på Skovly, er det vigtigt at børnene opfatter stedet som deres hjem for en periode. Derfor er det vigtigt at skabe et miljø, hvor barnet selv er med til at indrette deres værelse, indkøbe møbler m.m. når de flytter ind på  Skovly. 

Børnenes værelser skal give dem tryghed og afspejle deres personlighed og  behov.

 


Psykiske rammer

Da der er skiftende voksne på arbejde i løbet af en uge, er det vigtigt for børnene, at der er en gennemskuelig arbejdsplan, så de ved, hvem der er på arbejde hvornår ,og at arbejdstiden er tilrettelagt sådan, at der skabes en kontinuitet i dagen. Det gør vi ved, at der altid er en gennemgående voksen fra om morgenen til om aftenen.  

 

Endvidere er arbejdsplanen forudsigelig, så børnene næsten med sikkerhed ved, hvem der er på Skovly hvornår. Forudsigelighed og regelmæssighed er forudsætninger for at give barnet ro i hverdagen, ro til at kunne udvikle sig og til at  etablere relationer til de voksne.


Vi har en fast vikar tilknyttet Skovly.

 

En del af forudsætningen for et vellykket ophold på Skovly er forældrenes accept af opholdet. Derfor er det vigtigt at Skovly gennem barnets kontaktperson  har et godt forhold til forældrene. Der er faste aftaler omkring barnets hjemrejser og ferier og der er en fast ugentlig telefonisk kontakt, hvor forældrene orienteres om barnets dagligdag, trivsel og udvikling på Skovly.

 

Forældrene indbydes ligeledes til at deltage i de opfølgende møder, der er omkring barnets udviklingsplan. Skovly søger gennem dialog at skabe nogle gode rammer for børnenes hjemmeweekends og ferier, og forældrene indbydes til at deltage i barnets fødselsdage og i forbindelse med julen er der et arrangement med fællesspisning, spil og underholdning.

 


Supervision

Skovly ser supervision som fundamental for at opnå et optimalt socialpædagogisk, udviklings- og behandlingsmæssigt forløb for det anbragte barn.

Vi modtager supervision på børnene af Psykolog Benedicte Schilling. 

Vi modtager personale supervison af Psykolog Lona Bjerre.

 

Supervision bruges til:

  • Ved  og under anbringelsen at lave en problem/resourceprofil af barnet med deraf følgende pædagogiske handleanvisninger for arbejdet med barnet
  • Udarbejdelse af halvårlige udviklings- og behandlingsplaner.
  • Udvikling og justering af Skovlys pædagogiske fundament.
  • Udvikling af personalets faglighed indenfor Systemisk/Narrativ behandling.
  • Udvikling af samarbejdet mellem medarbejderne.
  • Udviklingssamtaler med medarbejderne.

 


Skolegang

Børnenes skolegang planlægges i samarbejde med Skanderbog Kommunes PPR, Skovly og den Anbringende kommune, med henblik på hvad der er bedst for det enkelte barn. Der findes en bred vifte af skoletilbud i Kommunen, i form at to små folkeskoler og en større folkeskole med specialundervisning. Der ud over findes der skoler til børn med specifikke vanskeligheder som autisme, ADHD eller lignende.


 


Dagligdag på Skovly

På Skovly skabes der en  dagligdag, med en balance mellem behandlingsarbejdet og en dagligdag  tæt på en hverdag i en familie. Det er de voksnes opgave at sørge for at denne ramme skabes.

 

På en typisk hverdag er der morgenvækning mellem 6.00 og 7.00.  da børnene skal være færdige til at nå skolebussen Der lægges vægt på at børnene gør morgenhygiejne, spiser morgenmad og smører madpakker med hjælp fra de voksne.


Kl 15 er der fælles eftermiddagsmad med the, frugt og brød.  Der er lukket for alle elektroniske spillemaskiner imellem 15 og 17 hvor der i stedet er aktiviteter for alle ude som inde. Det kan være spil, boldspil, værksted, mountainsbikes i skoven m.m.


Kl 18 er der aftensmad hvor børnene på skift deltager i madlavningen.

Efter aftensmaden er der stille halvtime på værelset med tid til ro eller lektiehjælp.

Sengetiderne er individuelle alt efter alder og behov. 


En gang om ugen afholdes der børne samtale med kontaktpædagogen.

En gang om ugen tilbydes der massage og tegneterapi fra 16 - 20.


Som en del af fritiden lægges der vægt på at børnene deltager i aktiviteter udenfor Skovly sammen med andre børn. Det kan f.eks. være ridning, svømning, dans, boldspil mv., men der kan også være interne aktiviteter som friluftsliv eller ture til svømmehallen.

 

 


Personalenormeringen døgnet igennem

Kl. 8 – 14: Skoledagen fungerer med  en voksen, der gør rent, køber ind, tager telefoner mv.

Kl. 8 – 22.30 : 2 voksne er på arbejde

Kl. 22 – 8: 1 voksen gennem natten.

Weekender: Der er 2 voksne på arbejde.

 

Hjemrejseweekender og ferier: Der er altid en voksen som har telefonvagt på Skovly, som familierne og børnene kan komme i kontakt med døgnet rundt.

 


Årets gang på Skovly

Ture og traditioner på Skovly:

  • Skitur til Norge i uge 7
  • Frilufts- og hyggeturer i flere weekeender i løbet af året.
  • Sommerferietur i første uge af sommerferien
  • 2-3 dages opstartstur efter sommerferien
  • Ture i forbindelse med påske og efterårsferie
  • Fastelavnsfest.
  • Mortensaften med and.
  • Fødselsdagsfester med familien og venner.
  • Julefrokost for familien med julemad og julesjov.

 


Socialpædagogisk forløb

Indflytning: Når barnet skal flytte ind på Skovly modtages det af kontaktpædagogen. Kontaktpædagogen introducerer barnet i Skovlys dagligdag, og følger barnet de første dage, hvor der indrettes værelse og købes møbler og tøj m.m. .Barnet introduceres også til lokalmiljøet, hvor findes der skoler, sports og ungdomsklubber og en bred vifte af fritidstilbud så som Ridning, musik/og billedskole. Desuden er der en aktiv Svømmehal med tilhørende motionscenter.

 

Fra første dag præsenteres det nye barn for den øvrige børnegruppe.

Det prioriteres at der bliver talt åbent om de forhold der gør at børnene skal bo på Skovly.

Så hurtig som muligt efter indflytning udarbejdes en foreløbig iagttagelsesplan. Med max. to fokusområder.

 

Kontakten til familien varetages af kontaktpædagogen og lederen, som i opstartsfasen mindst har en ugentlig samtale med familien. Barnets kontakt til familien overvejes i hvert enkelt tilfælde.

 

Barnets skolegang begynder umiddelbart efter indflytning når barnet vurderes værende tryg og parat.

 

Udslusning: 

Som en del af udviklings- og behandlingsplanen laves der sammen med den unge en udslusningsplan med fokus på  de mål, der er for den unge efter Skovly.

 

Efterværn: 

I samarbejde med anbringende kommune aftales efterværnets indhold og længde. Der er mulighed for individuelt tilrettelagt efterværn i egen bolig, på efterskole, i hjemmet mv.

 


Kontaktpersonens opgave

Kontaktpersonen og ledelsen er barnets, familiens og den anbringende kommunes primære kontakt under opholdet på Skovly.

 

Kontaktpersonen er den, der er ansvarlig for at være tovholder i det socialpædagogiske forløb med udgangspunkt i udviklings- og behandlingsplanen. 

 

I forhold til barnet er det kontaktpersonens opgave at sørge for at barnet sluses ind på Skovly, laver indkøb til værelset og indretter dette,og  foretager tøjindkøb sammen med barnet.

 

Det er kontaktpersonens opgave at lave udviklings/anerkendende samtaler med barnet.

 

I forhold til familien er det kontaktpersonen og lederens opgave at stå for den løbende kontakt til denne, herunder at orientere om dagligdagen, aftaler vedrørende hjemrejseweekends og udviklingsplanens forløb.

 

Sammen med den skoleansvarlige at sørge for etablering af skoleforløbet.

I forhold til anbringende kommune at udarbejde statusbeskrivelser hvert halve år samt aftaler vedr. møder omkring barnet.

 


Forældrearbejde

Skovly anser det for væsentligt, at der er en god kontakt til barnets familie under opholdet på Skovly. Dette skal ses som respekt for familien og en forudsætning for et godt behandlingsmæssigt forløb. Vi ønsker at blive involveret i hele familiens trivsel.


Vi mener at det er vigtigt at børnene er hjemme hver anden weekend netop for at bevare en relation til og en kontakt til familien.Men også med det formål at familien bliver holdt fast på konkrete aftaler vedrørende barnet. Det er væsentligt at de løbende bliver informeret, så de kan følge med i deres børns udvikling imens de er på Skovly.  Der er altid en pædagog som kan møde ind hvis der opstår problemer i disse weekender.

Mange af vores forældre har det vanskeligt med at være voksne eller at udfylde forældrerollen i forhold til deres børn. Vi skal have tid til at se og forstå vores forældre. Hvis forældrene er trygge ved os bliver det klart nemmere at være deres barn på Skovly.  Hvilket igen påvirket barnets udvikling positivt.


Alle vore familier har brug for hjælp, støtte og samtaler i den periode børnene er placeret på Skovly. Derfor har vi i vores normering indregnet tid til familiebehandling.